Spring til indhold.

Nyhed

Nyt forskningsprojekt skal styrke sammenhæng mellem by og havn i danske havnebyer

Lagt online: 10.11.2025

Et nyt landsdækkende forsknings- og vidensprojekt sætter fokus på, hvordan danske havnebyer kan udvikles på en måde, der styrker byens sammenhængskraft – og undgår at skabe adskilte bymidter.

Nyhed

Nyt forskningsprojekt skal styrke sammenhæng mellem by og havn i danske havnebyer

Lagt online: 10.11.2025

Et nyt landsdækkende forsknings- og vidensprojekt sætter fokus på, hvordan danske havnebyer kan udvikles på en måde, der styrker byens sammenhængskraft – og undgår at skabe adskilte bymidter.

Af Laura Johanne Schou Carlsen, AAU Kommunikation og Public Affairs
Foto: Forskningsprojektet Havnebyen og de adskilte bymidter

Projektet, “Havnebyen og de adskilte bymidter”, sætter fokus på, hvordan danske havnebyer kan udvikles bæredygtigt og helhedsorienteret. Bag projektet står forskere og arkitekter som i fællesskab vil analysere og afprøve nye principper for byudvikling i havneområder. 

Historisk set har havne og bymidter været tæt forbundne i Danmark. Men i takt med industrialisering og globalisering er mange havnefunktioner rykket væk fra centrum, og det har skabt både fysisk og mental afstand mellem by og havn.

Nu forsøger mange byer at genoprette forbindelsen – men det kræver omtanke. Projektet skal undersøge, hvordan man kan udvikle havneområder, så de ikke konkurrerer med eksisterende bymidter, men i stedet styrker byens helhed.

Samarbejde mellem forskning og praksis

Projektet er kendetegnet ved et tæt samarbejde mellem forskere, arkitekter og kommunale planlæggere. Gennem analyser, borgerinddragelse og stedsspecifikke helhedsplaner skal der udvikles nye metoder og principper, som kan bruges af kommuner over hele landet.

Aalborg Universitet bidrager med forskere fra Centre for Mobilities and Urban Studies, mens tegnestuen FLÅK står for den arkitektoniske og planlægningsmæssige del. Sammen med fem kommuner, Thisted, Skive, Aalborg, Kerteminde og Vordingborg, skal projektet både kortlægge eksisterende udfordringer og afprøve nye løsninger i praksis.

Projektet sigter mod at udvikle nye måder at tænke byudvikling på, hvor forskning og lokal erfaring går hånd i hånd. Målet er at skabe værktøjer, der kan støtte kommuner i de komplekse processer omkring havneomdannelser. I sidste ende handler det om at forme levende og sammenhængende havnebyer, hvor historien respekteres, og fremtiden planlægges med omtanke.

Fakta Boks

  • Titel: Havnebyen og de adskilte bymidter 

Periode: November 2025 – Forår 2027

Deltagere i projektet:

  • Aalborg Universitet: Ida Sofie Gøtzsche Lange og Karoline Lund Pedersen (centre for Mobilities and Urban Studies)
  • Tegnestuen FLÅK
  • Thisted Kommune
  • Skive Kommune
  • Aalborg Kommune
  • Kerteminde Kommune
  • Vordingborg Kommune

Følgegruppe:

  • Arkitektforeningen
  • Danske Havne
  • Dansk Kyst & Naturisme

Læs også