Department of Architecture, Design, and Media Technology

Louise Møller Haase bliver ny prodekan på Det Tekniske Fakultet for IT og Design

Lektor Louise Møller Haase fra CREATE er udnævnt til prodekan for uddannelse på Det Tekniske Fakultet for IT og Design. Hun starter officielt den 1. januar 2022. Vi ønsker hende stort tillykke og siger tak for hendes store indsats med undervisning og forskning i bæredygtigt design på CREATE. Læs interviewet med Louise her.

Last modified: 21.12.2021


Louise Møller Haase har i høj grad formet arbejdet med bæredygtighed på Industrielt Design. Hun blev i 2018 Årets Underviser på Aalborg Universitet, hvor hun modtog Det Obelske Familiefonds Undervisningspris. Hun leder af forskningsgruppen ’Designed to Last’ med et stærkt fokus på bæredygtigt design. 

Fra 1. januar 2022 kaster hun sig over nye udfordringer. Her skal hun arbejde som prodekan, hvor hun skal varetage og udvikle uddannelsesområdet på TECH. 

Vi stillede i den forbindelse Louise Møller Haase tre spørgsmål. Her er hendes svar. 

Hvad betyder mest for dig fra dit arbejde med industrielt design på CREATE? 

Samarbejdet med mine dygtige og visionære kolleger, og interaktionen med vores nysgerrige og engagerede studerende, er det der har betydet mest for mig på CREATE, og det som jeg vil savne allermest.

Hvad glæder du dig mest til i arbejdet som prodekan på TECH?

Min vision for jobbet som prodekan er, at alle dimittender fra TECH skal have kompetencer til at drive den digitale og bæredygtige transformation, som vores samfund står overfor. Inden for de næste 10 år skal vores samfund igennem en massiv forandring, og vores dimittender skal være de forandringsagenter, der leder denne proces. 

De skal derfor også have en uddannelse, som viser de studerende, hvad der kræves af netop deres fag for at skabe et digitalt samfund i balance, og som giver dem de faglige værktøjer til at skabe entreprenante og innovative løsninger, som både er bæredygtige og som udviser respekt for menneskers adfærd og behov.

Hvad tror du, tager du med dig fra CREATE, når du skal arbejde som prodekan?

Fra CREATE tager jeg min baggrund i designtænkning og min viden inden for både digital disruption og cirkulær økonomi. Jeg har igennem hele min forskningskarriere drevet visionære innovationsprocesser med fokus på brugerinddragelse.Det er disse kompetencer jeg håber at kunne bringe i spil i min nye stilling. 

Læs også artiklen i AAU Update:

Ny prodekan for uddannelse på TECH