AAU logo

Department of Architecture, Design, and Media Technology

Udstilling af projekter om midlertidige installationer på Stigsborg Havnefront

I dagene 17. – 20. maj 2016 kan besøgende i Kedelhallen i Nordkraft opleve en udstilling af studenterprojekter, der viser, hvordan man kan arbejde med midlertidige aktiviteter på Stigsborg Havnefront, mens området byudvikles over de kommende mange år.

Last modified: 13.05.2016

I dagene 17. – 20. maj 2016 kan besøgende i Kedelhallen i Nordkraft opleve en udstilling af studenterprojekter, der viser, hvordan man kan arbejde med midlertidige aktiviteter på Stigsborg Havnefront, mens området byudvikles over de kommende mange år.


Udstillingen åbnes ved en uformel reception, hvor pressen er velkommen. Receptionen finder sted:


Tirsdag 17. maj 2016 kl. 16 i Kedelhallen i Nordkraft.


Her vil direktør i By- og Landskabsforvaltningen Christian Bjerg og institutleder for Arkitektur og Medieteknologi Hans Jørgen Andersen, AAU erklære udstillingen for åben.

100 studenterprojekter om midlertidige aktiviteter og oplevelser

Stigsborg Havnefront skal udvikles over de næste 20-30 år og imens det sker, åbnes området for en række midlertidige aktiviteter. Levende, attraktive og mangfoldige byer opstår i et samspil mellem byen og dens borgere, og midlertidige aktiviteter er en vej til, at byliv og ejerskab kan opstå – allerede før man bygger. Derfor ønsker ejerne af området – som er Aalborg Kommune og Aalborg Havn A/S – at åbne området for midlertidig brug og aktiviteter. 

En af vejene til at få det til at ske, er via et samarbejdsprojekt imellem Stigsborg Havnefront-projektet og studerende på AAU.

Med afsæt i DGI-landsstævnet, som holdes i sommeren 2017, har studerende fra uddannelserne Urban Design, Arkitektur og Art & Technology på Aalborg Universitet i foråret udarbejdet over 100 projekter, der giver bud på innovative designs, der kan huse midlertidige aktiviteter og nye oplevelser. 

En særlig ledetråd i de studerendes arbejde er ideen om den 'smarte by’. Her har de studerende i deres projekter fortolket, hvordan teknologier, sensorer og data kan tænkes sammen med midlertidige installationer og pavilloner, og derigennem skabe nye funktioner, muligheder, oplevelser og fællesskaber, der kan åbne Stigsborg Havnefront området op og invitere borgerne ind. 

Til sammen sætter de mange projekter billeder og ord på, hvad der kan ske i det enorme mulighedsrum, som Stigsborg Havnefront udgør. Projekterne viser, hvordan området kan blive en ny attraktiv og levende destination i Nørresundby og Aalborg i mange år frem. 

I den videre proces vil studenterprojekterne også indgå som et idékatalog, der helt konkret skal inspirere udvikling af områdets midlertidighedsprojekter – både under og efter DGI-landsstævnet.

Adjunkt ved AAU, Arkitektur og Design Simon Wind fortæller om projekterne:

- Det vi ser her på udstillingen er resultatet af, hvad der sker, når man sætter kreative og dygtige studerende til at arbejde med en virkelig samarbejdspartner som Aalborg Kommune, et helt konkret sted (Stigsborg Havnefront) og en helt konkret problemstilling. Deres projekter viser på meget forskellig vis, hvordan der i krydsfeltet mellem midlertidighed og teknologier opstår mulighed for at forestille sig en anderledes form for byliv og tilbud til byens borgere på Stigsborg Havnefront. Aktiviteter, som på sigt måske også kan være med til at forme den nye bydels identitet.

Kreative ideer til aktiviteter på Stigsborg Havnefront 

Studenterprojekterne viser en mangfoldighed af ideer – lige fra strandbar til interaktive løbestier og kunstinstallationer. 


Studerende Nanna Fredslund Jensen, der læser Urban Design på 8. semester, fortæller om sit projekt: 

- Med afsæt i Landsstævnet 2017 har jeg arbejdet med en strategi og installationer, der skal forbinde Stigsborg Havnefront med Aalborg via en ny rekreativ cykelrute. Målet er at få folk i bevægelse og gøre Aalborg til en bedre cykelby og gøre Stigsborg Havnefront mere attraktiv. 


Og hun suppleres af Mathis Lauridsen Gerlich, der læser Arkitektur på 8. semester:

- Det har været en utrolig spændende case at arbejde med bæredygtig arkitektur i forbindelse med DGI Landsstævnet på Stigsborg Havnefront. I mit projekt har jeg arbejdet med at tage ideen om midlertidighed til det ekstreme. Igennem stor genanvendelighed har jeg forsøgt at skabe et bæredygtigt samlingspunkt til idrætsfestivallen. Et ’supermøbel’ – som udgøres af et udsigtstårn med reposer, der som en trappe inviterer til ophold for alle dem, der opholder sig i teltcampen på Stigsborg Havnefront under DGI Landsstævnet.


Både Nanna og Mathis deltager i receptionen den 17. maj i Kedelhallen, hvor de viser deres projekter frem og står til rådighed for interviews. 


Eventuelle spørgsmål kan rettes til: