AAU logo

Department of Architecture, Design, and Media Technology

Dansk museums-app valgt til at modtage amerikansk museumspris

Museumsinspektør Mikkel Kirkedahl Nielsen, Sydvestjyske Museer, vil i slutningen af maj modtage en pris ved den 27. udgave af MUSE Awards i Washington.

Last modified: 04.05.2016

Museumsinspektør Mikkel Kirkedahl Nielsen, Sydvestjyske Museer, vil i slutningen af maj modtage en pris ved den 27. udgave af MUSE Awards i Washington. Den amerikanske prisuddeling gives for fremragende mediepræstationer i kunstgallerier, biblioteker, arkiver og museer. Blandt tidligere års prisvindere findes flere kendte institutioner som f.eks. Smithsonian-nationalmuseerne i Washington, The Metropolitan Museum of Art i New York og British Library i London. Projektet er blandt en lang række amerikanske og internationale bidrag udvalgt til at modtage en pris i kategorien ”Spil og Augmented Reality”.

Mikkel Kirkedahl Nielsen har i forbindelse med sit ph.d.-studium ved medialogi på Aalborg Universitet Esbjerg udviklet en app i samarbejde med det Esbjerg-baserede firma Intertisement Aps. Der er tale om en såkaldt lokationsbaseret mobilapplikation, der handler om ”Handel og købmandsliv i Ribe”. I begyndelsen af 2016 blev app’en testet med et meget positivt resultat på en række forsøgspersoner, for at se hvordan den påvirkede deres opfattelse af tid, sted og historie. 

Testen af mobilapplikationen er en del af et ph.d.-projekt, som undersøger, hvordan historiske museer kan bruge audiovisuelle medier til at præsentere fortiden for brugerne. Applikationen anvender små sendere – såkaldte iBeacons – til at aktivere medieindhold, der er særligt tilknyttet bestemte steder, f.eks. et renæssancehus eller et kvægmarked på torvet. Intertisement Aps har stået for programmering, udarbejdelse og implementering af 3d-modeller og Augmented Reality-funktioner, mens Mikkel Kirkedahl Nielsen har struktureret historien og produceret øvrigt indhold som film, animation, billeder m.m. 

Ph.d-projektet er samfinansieret mellem Sydvestjyske Museer og Aalborg Universitet og støttet økonomisk af Slots- og Kulturstyrelsen, Esbjerg Kommunes Vækstfremmepulje og SUC-fonden.

-        Om projektet belønnes med Guld, Sølv, Bronze eller hædrende omtale bliver først afsløret ved MUSE Awards prisuddelingen i Washington D.C. torsdag den 26. maj, fortæller den glade prisvinder, som i øjeblikket er på et tre måneders forskningsophold ved University of Leicester. Hans tre-årige ph.d.-forløb afsluttes til 1. august i år. 

Prisuddelingen foretages af the American Alliance of Museums Media and Technology Professional Network, der er en del af de amerikanske museers fællesorganisation.

Ph.d.-projektet er en del af Sydvestjyske Museers forberedelse til at få etableret en række museumsafdelinger i det samlede Quedens Gaard-bygningskompleks i midten af Ribe.

-        Det er en udfordring at lave udstillinger i de herlige gamle renæssancebygninger med de mange små rum. Derfor har det været vigtigt for os at udvikle og anvende den nyeste teknologi til at gøre historien levende på lidt plads, fortæller museumsdirektør Flemming Just. – Vi er rigtig glade for, at Kulturstyrelsen og Esbjerg Kommune af sine vækstmidler har troet på projektet. Det var samtidig vigtigt for os at få et konkret og anvendeligt produkt, og derfor blev Intertisement på et tidligt tidspunkt knyttet til den praktiske udvikling af applikationen.
 
 AR Skibbroen1    

For mere information:

Museumsinspektør Mikkel Kirkedahl Nielsen, tlf. 3120 8614

Direktør Kim Bleshøy Nielsen, Intertisement Aps, tlf. 6130 0334

Museumsdirektør Flemming Just, Sydvestjyske Museer, tlf. 2935 8512

Links til mere information:

Se en fem minutters præsentationsvideo af projektet på Youtube: http://youtu.be/_Sn1xI0eIfE

Læs mere om projektet på Sydvestjyske Museers hjemmeside: http://www.sydvestjyskemuseer.dk/da/aktuelle-projekter/towards-an-authentic-experience/

Læs mere om projektet på Intertisements hjemmeside: http://intertisement.com/cases/ribe-museum/

Læs mere om MUSE Awards her: http://aam-us.org/about-us/grants-awards-and-competitions/muse-awards